Nu kalder Aabenraas bjerge igen

Posted by webmaster in 5:10:15 testløb, Bjergmarathon, Fortræning

Nu kalder Aabenraas bjerge igen

Motionsbilleder359220

Den sønderjyske løbefest Aabenraa Bjergmarathon åbner nu for tilmeldingen til det stemningsfyldte og velorganiserede løb, der hvert år kalder smil, sved og mælkesyre frem hos tusindvis af deltagere.

Det er kombinationen af feststemning, naturoplevelser og udfordrende bakker i Aabenraas kuperede landskab, der hvert år trækker motionister, halv- og helmarathonløbere, børnefamilier og kolleger til fra nær og fjern.

– Vi går efter at skabe en sand løbefest for alle involverede. Både for løberne, tilskuerne og alle de frivillige, siger formand for Aabenraa Bjergmarathon, Per Hussmann.

Det er blandt andet blevet en tradition, at flere af områdets store virksomheder opretter hotspots ude på ruterne med livemusik, maskotter og intens hepning, ligesom væskedepoterne har forskellige festlige temaer.

I løbets start- og målområde på Storetorv er der en fortættet feststemning med konfettistart, livestreaming på storskærm og løbsspeak af den sønderjyske silkestemme Hans Georg Møller, også kendt som Gorm fra TV.

Aabenraa Bjergmarathon løber i år af stablen lørdag den 17. juni med både en hel- og en halvmarathonrute, en halvmarathon stafet for makkerpar, en 10 km rute, en 5 km rute og to børneløb på henholdsvis 1500 og 450 meter.

Man kan tilmelde sig Aabenraa Bjergmarathon her.

– Vi har igen i år valgt at ikke justere priserne op. Vi ønsker, at så mange som muligt kommer og deltager i løbefesten – hvad enten det er løbere, heppere eller frivillige, siger Per Hussmann.

Evalueringsrapporten fra sidste år viser, at Aabenraa Bjergmarathon har rigtig mange glade og loyale deltagere, der kommer igen år efter år.

– Så vores opgave består både i give de trofaste deltagere en fantastisk oplevelse, så de bliver ved med at anbefale Aabenraa Bjergmarathon, men samtidig har vi også et stærkt ønske om at udbrede kendskabet til løbet og tiltrække deltagere fra et større opland, siger Per Hussmann.

Han lægger vægt på, at Aabenraa Bjergmarathon er en løbeevent for alle. Både de seriøse løbere, hyggeløberne og familierne. Derfor er der også tilbud til alle målgrupper.

Her på hjemmesiden kan man blandt andet læse mere om muligheden for at komme i form og blive motiveret i månederne op til Aabenraa Bjergmarathon:

Idrætsforeningen AaiG arrangerer nemlig gratis fortræning hver mandag aften med start fra mandag den 27. marts kl. 18.30. Mødestedet er Aabenraa Stadion på Vestvejen. Det er ikke nødvendigt at tilmelde sig fortræningen – man dukker bare op.

Det tilbud har Finn Jacobsen benyttet sig af de sidste to år:

– Jeg startede fra et niveau som absolut passiv, ude af form og uden nogen ambitioner overhovedet. Men det var sjovt, for der er mulighed at deltage i fortræningen på alle niveauer, fortæller Finn Jacobsen, der også havde lidt for mange kilo på sidebenene.

Det er dog slut nu. På bare to år har Finn Jacobsen smidt 20 kilo og er blevet så bidt af løbesporten, at han og hustruen nu bruger mange weekender på løbestævner og motionsløb. Et par halvmarathonløb er det også blevet til de seneste to sæsoner.

– Det er velværen, der driver mig. Men også dét at få andre til at se det sjove i at løbe, siger Finn Jacobsen, der både deltager i fortræning og Aabenraa Bjergmarathon igen i år.

 

Fakta

Aabenraa Bjergmarathon er blevet afholdt i Aabenraa siden år 2000. Deltagerantallet ligger mellem 3000 og 3500 løbere fordelt på halv- og helmarathonruter, halvmarathon-stafet, 10 km, 5 km og to børneløb. Der er flest deltagere på 10 km distancen, der typisk har 800-900 deltagere.

Løbet har fået sit navn, fordi man løber gennem Aabenraas kuperede og flotte natur, der byder på skove, kyster, bymiljø og naturligvis stejle bakker.

Blandt andet ”Det sorte hul” og Aabenraas svar på Alpe d’Huez – Hjarupvej, der har en stigning på op til 13 % og en højdemeterforskel på 45 meter.

Det er ikke til Aabenraa Bjergmarathon, at man slår sine personlige rekorder på distancerne, men det er muligvis til dette løb, man har det sjovest.